Det er Mariæ bebudelsesdag i dag. En engel besøgte Maria. Maria blev først bange, men englen sagde til hende: Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Maria forstod det ikke. Men englen beroligede Maria med ordene om, at Gud havde udvalgt netop hende til at bære hans barn og være mor for hans søn.

Da brød Maria ud i sang. Hun sang:

Min sjæl ophøjer Herren,

v47 og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!

v48 Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig,

v49 thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn,

v50 og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt.

v51 Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;

v52 han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe;

v53 sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort.

v54 Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed

v55 – som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid. (Lukas evangeliet kap. 1,46-55)

At høre Maria synge en takkesang, fordi hun skal føde et barn, himmelens kongesøn, solopgangen fra det høje, som de gamle sagde om barnet, for kært barn har jo mange navne. At høre Maria synge lovsang, ja, det er som et honningdepot – ikke bare her i kirkeårets fastetid, men osse i en tid, hvor alt vendes op og ned både lokalt og globalt, at vi fyldes med uvished og måske frygt.

Marias verden er der osse blevet vendt op og ned på med bebudelsen og undfangelsen. Glædeligt, men på hendes tid osse skræmmende farligt – for hun var ikke gift, derfor havde hun grund til at frygte alt fra sine omgivelser. Alligevel bryder hun altså ud i sang, ja, takkesang til Gud. Hun takker for Guds vældige gerninger og barmhjertighed. Det er en underlig, men underfuld reaktion i en krisetid.

Hvad kan det sige os i dag? Skal vi ta´ ved lære af Maria og synge tak? Skal vi med Benny Andersen synge Virus Blues eller Det er forår og alting klippes ned?

I den første sang, Virus Blues, synger BA om en viril virus fra Virum, der driver sit mørke spil i en gudsforladt verden. Mit fremtidshåb er mindre end en flues, derfor raller jeg min virus blues synger BA. Det er mørket og døden, der er i fokus. Der er intet håb. Ingen glæde. Verden, farvel. Bare grav mig ned.

I den anden og anderledes sang, Det er forår og alting klippes ned, der er død og endelighed osse med. Det ligger i titlens andet led, og det går igen i hele sangen. Der er tegn på forfald og fallit alle vegne. Vi begynder at træne til skeletter, synger BA. Træthed og tomhed og kulde – og tænder, der falder ud. Det er vilkåret, men fokus er rettet mod noget helt andet, nemlig forårssolen.

Men når forårssolen skinner – blir jeg ung

Men når forårssolen skinner – står jeg op

Men når forårssolen skinner – blir jeg varm

Men når forårssolen skinner – blir jeg glad

Men når forårssolen skinner – lever jeg.

Så’n slutter hvert vers med et livsbekræftende udsagn midt i alt det, som forfalder og går til. Midt i beskårne budgetter og tænder, der falder ud – og slår hul i økonomien – midt i alt dette lovprises livet – for forårssolen skinner til liv og evigt liv, altså til overlevelse og livskvalitet. Det synger BA, og han vil glædes over det som en solfanger.

Som solfanger er jeg nu begyndt at tro på, at alt og intet er os givet, synger han. Han vil som solfanger fange ud efter underet, fange det ind og lade det varme og gi´ mening – at liv og tro, håb og glæde ka´ undfanges i ham – og vi, der hører sangen eller synger med på den glædes og opmuntres.

Vi er solfangere, når vi hører evangeliet. Vi forstår ikke bebudelsen og undfangelsen ved Helligånden, som vi siger i trosbekendelsen, det forstår vi ikke med forstanden.

Nu skal vi så ikke lade vores lille begrænsede og menneskelige forstand være en hindring for tro, men ved Ordet lade vore øjne og hjerte åbnes for det underfulde i livet. Det liv, vi har fået for intet – ja, hvor alt er givet – og så alligevel ikke helt. Vi kan vågne til en ny morgen, trække vejret. Der er nogen, der holder af os – og der er mange i denne tid, der vil gøre godt – hjælpe og gøre en ekstra indsats, løbe ærinder for og bringe varer ud til dem, der har behov. Intet af det er selvfølgeligheder. Det ved vi nok, når vi tænker efter. Men forårssolen skinner – den varmer, den løfter en op, den gør ung, den gør dig smuk som Eva på Skabelsens første dag, forårssolen bringer glæde og livet undfanges i os.

For solopgangen fra det høje, Marias barn, er født. Han har levet her, han er død og opstået. Han lever her i det Ord, der bringer trøst og opmuntring. Han lever i de hænder, der gir kærtegn, løfter og hjælper. Han bevæger de fødder, der går på besøg hos den, der har behov. Det er livets underfulde glimt i forårssolen, der skinner.

Vi kan som Maria være modtagelige for de glimt og åbne os for troen med glæde, ja, som solfanger fange hvert underfulde lysglimt, vi får og gi´ det videre ved at sige tak i stedet for ak. Det at takke kan gøre underværker for vore omgivelser, og vi vil selv blive oplyst og opbygget der af – til et liv i tro og tillid og glæde som Marias.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen således osse nu og altid og i al evighed. Amen.

Jesus Kristus, Marias barn og vores bror! Da du trådte frem iblandt os mennesker, var det med ordene ”frygt ikke!”. Og du sagde: ”I skal ikke bekymre jer!”. Men din styrke, ét som du var med din himmelske Far, har vi små mennesker ikke. Så vi rammes af bekymring, når en ny sygdom bryder hverdagen op; og vi mærker frygt, fordi vi kender til mennesker, som den nye virus særligt vil true; dem tænker vi på, dem beder vi for.

Vi ber for dem, der skal lede os: regering og folketing og al anden lovlig øvrighed. Vær hos vor dronning og hele hendes hus.

Og vi beder for os selv: Lad din ånd virke i os, give os ro, låne os glimt af din styrke, så vi kan leve opmærksomt med hinanden, hensynsfuldt og hjælpsomt. Hjælp os at hvile i dit nærvær, virke i din kærlighed, den du lader alt udstråle fra til tro og håb. Amen.


GUDSTJENESTE SKAGEN KIRKE SØNDAG DEN 22. MARTS v/ Niels Berthelsen

Skagen kirke