Du er her: 

Påskeoratorium i Skagen kirke

Langfredag den 19 april er der kl. 15.00 en enestående mulighed for at høre Theodore Dubois’ store påskeoratorium ”The Seven Last Words of Christ”.

Musikken beskriver for hvert enkelt ord den dramatiske situation med domsafsigelsen og korsfæstelsen af Jesus. Vi hører den vrede folkeskare som kræver Jesus korsfæstet. Jesu mor Marias sorg og afmagt. Røveren som hænger ved Jesu side. Jesu død og ikke mindst jordskælvet og solformørkelsen som rystede alle da han sagde ”Det er fuldbragt”.

Theodore Dubois blev født i Frankrig i 1837. Han studerede komposition i Paris og var højt respekterede af sine samtidige, Franz Liszt, Cesar Franck og Camille Saint-Saens. Dubois var organist og korleder ved St Clotilde i Paris da han skrev ”The Seven Last Words of Christ”, og værket fik der sin førsteopførelse for kor og orgel på langfredag i 1867. Værket, som er meget tidstypisk i den senromantiske stil bliver især opført i USA, hvor ethvert kor med respekt for sig selv har opført det i den lokale kirke.

Værket bliver her i Skagen opført med klaver som akkompagnement. Koret og solisterne må derfor stå nede foran, og det giver mulighed for at koret og solisterne kan ses i løbet af opførelsen. Værket er med den romantiske tone stærkt følelsesladet og meget dramatisk. Skagen Kirkes Motetkor er folkemængden. Tenoret Jens Jagd er fortælleren. Barytonen Michael Erbs er Jesus. Sopranen Katrine Bach Skovmand reflekterer over Marias tanker. Ved flyglet sidder Natasha Kutsko og Skagen Kirkes organist Rikke Kursch dirigerer. Mads-Peter Neumann læser bibelordene inden de synges og liturg ved Langfredagens musikgudstjeneste er Niels Berthelsen. Langfredagens drama kan således opleves i en smuk musikalsk klædedragt denne fredag.