Du er her: 

Afsked med Per Rasmussen

Per og Anne Grete Rasmussen flytter til Silkeborg.

På søndag den 16. september skal vi tage afsked med Per og Anne Grete, for at Per Rasmussen den 1. oktober kan tiltræde sin nye stilling som sognepræst ved Silkeborg kirke. Det er altid svært at sige farvel, hvad enten det gælder et nært familiemedlem, en ven eller en kollega, som vælger at søge nye udfordringer, efter mange års godt venskab og samarbejde. Det er ikke mindst svært lige nu, fordi det også er en afsked med fru Rasmussen, Anne Grete, som med engagement i sognets liv har været aktiv deltager i sin mands præstegerning i de 20 år i Skagen og Hulsig.

Sammen har I virket i vore sogne og sat jer spor, Per gennem klar forkyndelse af kirkens budskab kombineret med underfundig humor, og sammen om mange opgaver i sognene. Den enkelte kirkegænger, medlem i menigheden, er blevet mødt med forståelse og respekt i enhver situation. Vi, og ikke mindst menighedsrådene, vil huske de små lidt ’skæve’ bemærkninger, og i høj grad de redelige diskussionsbidrag, som Per altid har været god for i vores møder i årenes løb.

Vi vil ønske for jer, Per og Anne Grete, alt godt og Guds velsignelse i jeres nye liv som præstepar i Silkeborg - hvor I også kommer tættere på jeres 2 døtre.

Efter højmessen søndag den 16. september er der frokostsammenkomst i Sognehuset.

Menighedsrådene Hulsig og Skagen


Tak for 20 gode år i Skagen og Hulsig kirker

Jeg sidder her og skal skrive noget til kirkesiden for sidste gang. På søndag d. 16. har jeg mine sidste gudstjenester i Skagen og Hulsig, og søndag d 30. september indsættes jeg som sognepræst i Silkeborg kirke.

Så kommer jeg jo let til at tænke tilbage på de 20 år, jeg har været præst her i Skagen. Jeg begyndte her d. 1. nov. 1998. Meget er sket siden, og en del har forandret sig både i byen og kirken. Da jeg kom hertil, havde vi 7-8 konfirmandhold fra 4 skoler, nu har vi 3 hold fra to skoler. Dengang havde vi gudstjeneste hver onsdag på Skagen sygehus, og vi besøgte alle de indlagte. Dengang havde vi et konfirmandhus her, hvor vi bor, og vi havde gudstjeneste der en gang om måneden med kaffe og rundstykker bagefter. Vi havde sogneeftermiddage på Sømandshjemmet – og sådan kunne jeg blive ved …. De 20 år er dog ikke kun præget af noget, som ikke er længere, men også af meget nyt, der er kommet til i kirken: et sognehus i det gamle missionshus, spaghettigudstjenester, kirkecafe, aftensang og meget mere.

Alle disse forandringer har på mange måder da også fyldt meget i mit præsteliv her i Skagen og Hulsig. Selv om de kan synes vigtige, så er det vigtigste alligevel det, som ikke har forandret sig. Det vigtigste er det, som har båret kirken og menigheden længe før, jeg kom til - ja, længe før nogen af os kom til! Det er det, som beskrives så stærkt over indgangen til vores gamle rådhus, hvor der står: ”Voris hob thill Gvdt allen” eller på nudansk ”Vort håb til Gud alene”. Midt i alle de omskifteligheder, som livet byder os og døden med – de omskifteligheder, som ofte kan få vores menneskelige håb og forhåbninger til at briste, så er det stort at kunne ha´ vores håb til Gud, for hos ham er der et håb, som aldrig brister. Jesus Kristus har ved sin død og sin opstandelse givet os en sikker håbets ankergrund for vores liv og vores død, en ankergrund, som ikke kan rokkes. Jo, det er godt at kaste vores håbets anker ud på den grund i tro på Jesus Kristus, for der kan vi finde hvile og tryghed midt i alle livets mange storme. Det er det jeg har lyst til at trække frem her til sidst, for det er det, der har båret mig igennem min præstetid her – og forhåbentlig har det også været det, der har præget min forkyndelse og undervisning. Det er min bøn og mit håb for kirken og byen, at alle her må kaste deres håbets anker på denne trygge ankergrund.

Tak for mange gode år.

Per Rasmussen