Du er her: 

Esbjerg Evangeliet

Vægmaleri udstilles i Sognehuset

Esbjergevangeliet er titlen på et kæmpe vægmaleri, som kunstneren Erik Hagens malede i perioden 2003-2005 til uddannelsesinstitutionen University College Vest i Esbjerg. Kunstværket er malet på en rund væg i foyeren og dækker et areal på 135 kvadratmeter. I størrelse kun overgået af Joakim Skovgaards udsmykning af Viborg Domkirke.

Nu har vi været så heldige, at dette værk, eller rettere sagt en fotografisk kopi af dette værk, udstilles i Skagen Sognehus fra d. 21. okt. kl. 10.00 til d. 1. nov. kl. 14.00. Billedtæppet kan betegnes både som en levende, nutidig, vedkommende bibelhistorie og samtidigt et kritisk Danmarksbillede. Kunstneren Erik Hagens tager afstand fra kristendommen som tro, men at han er inspireret og provokeret af Bibelens tekster og fortællinger ses af, at han i kunstværket henviser til 150 bibelske tekststeder. Erik Hangens nærer stor respekt for kristendommens etik og betegner den som ”både rustfri og langtidsholdbar”.

Der er mulighed for at se værket i Sognehusets store sal i Sognehusets åbningstid fra kl. 10-13 alle hverdage, dog med det forbehold, at der også vil være undervisning og fremvisning af værket til skoleklasser og konfirmander fra Skagen på forskellige tidspunkter i perioden.

Alle er velkomne til at kigge indenfor i Skagen Sognehus, Kirkevej 7a i Skagen.