Du er her: 

Kirkefrokost den 24. marts kl. 12 i Sognehuset

Den 8. marts modtog vi melding fra kirkeministeriet om, at Henrik Bang Møller den 15. april 2019 har fået ny ansættelse, dvs. at han fratræder sin ansættelse i Skagen-Hulsig pastorat. Det betyder, at vi allerede den 24. marts har de sidste gudstjenester i Hulsig og Skagen kirker med vores sognepræst de seneste ca. 20 år. Det skal vi ikke fejre! men vi skal tage en ordentlig afsked og sige farvel til en sognepræst, som gennem sine 20 år i Skagen har haft og fået betydning for mange mennesker i og omkring kirken. Derfor vil vi invitere alle – så mange som der nu kan være i Sognehuset – til en afskeds-kirke-frokost søndag den 24. marts efter højmessen i Skagen kirke (ca. kl. 12). Af praktiske grunde har vi behov for tilmeldinger senest den 22. marts til kirkekontoret.

Henrik Bang-Møller takker af

Der er situationer i livet, hvor man af lutter sentimentalitet står i fare for at overdrive betydningen af sig selv. Præster, der tager afsked med deres sogne, er i dén farezone. Inklusive mig selv.

For efter næsten 20 år i Skagen og Hulsig takker jeg af som sognenes retteligt kaldede sognepræst. Og det kunne ligne en tanke, at det sker under ét år efter, en anden af sognets præster, Per Rasmussen, sagde farvel og flyttede til Silkeborg.

Det er det ikke. En kombination af mine børns alder, det rette embede i Vrå-Em og de trods alt mange år heroppe, har været udslagsgivende.

Hvis faren for at overdrive betydningen af sig selv i dén situation er stor, så behøver jeg imidlertid ikke vogte mig for at overdrive dén betydning, som Skagen, Hulsig og deres respektive menigheder har haft for mig og min familie. Den er nemlig uovertruffen og ikke til at måle med nogen rimelig målestok. Tænk sig, hvor mange menneskers og familiers liv, jeg som præst har været en del af! I både sorg og glæde. Og i alt det, der ligger imellem. Dén tillid, man her har vist mig, er ikke alene gået mig direkte til hjertet, men har gjort mig uvurdérlig rig på hjertelighed, erfaringer, livsmod og ikke mindst fantastiske historier. For det kan jeg kun sige en dybtfølt tak. Selvom det slet ikke rækker til at omfatte det, jeg føler.

Tak også til den gudstjenestefejrende menighed i både Hulsig og Skagen, som har hørt kirkeklokkernes kalden ”på gammel og på ung, mest dog på sjælen træt og tung, syg for den evige hvile”, som Grundtvig digter det i en berømt salme. Der er ikke noget ved at være præst noget som helst sted, hvis ikke menigheden røgter deres kirkegængerembede og søger gudstjeneste, dåb og nadverbord. Det gør man i Skagen og Hulsig. Jeg har personligt altid følt mig bedst tilpas i det almindelige præstedømme, hvor præst og læg er ligegyldige medlemmer. På dén konto har jeg ofte måttet inkassere mange forundrede kommentarer om, at det da umuligt kan passe, at jeg er præst!? Men det har jeg i det mindste ikke kunnet skjule, når jeg har haft præstekjole på …

Tak også til kirkens ansatte i både Skagen og Hulsig! Ikke alene har I passet jeres arbejde samvittighedsfuldt, så det har været nemmere for os andre at passe vores. Men vi har, synes jeg, også på tværs af faggrupper haft det smaddergodt sammen. Det er jo arbejdet, der har bragt os ind på livet af hinanden. Så det er ikke givet, at vi trives i hinandens selskab. Men det har jeg i allerhøjeste grad oplevet. Fis og ballade, alvor og seriøsitet har ukunstlet vekslet mellem hinanden. Og humor og selvironi har lettet atmosfæren, når jeg – og andre! - har lavet fejl. – Ikke også, Anne Klarskov!

Nu begynder en ny tilværelse for min familie og jeg i Vrå og Em sogne. Det glæder vi os til, og jeg går ydmygt til opgaven. Men tiden i Skagen og Hulsig som sognepræst har rustet mig godt, tror jeg. Så jeg går fortrøstningsfuldt til arbejdet dérnede også. Min familie og jeg vil på dén ikke ubetydelige baggrund ønske menighederne i Skagen og Hulsig Guds velsignelse over fremtiden!

Tak!

Henrik Bang-Møller