Skagen kirkes klokkespil

Klokkespilkoncerter fra Skagen kirke

Danmarks nordligste klokkespil - fraregnet Færøerne og Grønland - hænger i Skagen Kirkes 36 meter høje tårn. Der er i alt 25 klokker med tonen Ais (B) som største klokke. Kirkens mindste ringeklokke med tonen F og en vægt af ca. 1000 Kg indgår som bordunklokke. Klokkespillets klokker, der er støbt af Eijsbouts i Holland, hænger i åbningen over urskiverne, hvorfra de klinger smukt ud over byen. Thubalka A/S har lavet klokkespillets mekanik, som spiller automatisk 3 gange dagligt med melodier, der er afpasset efter årstiden.

Hen over sommeren vil Skagen Kirkes organist spille 4 små klokkekoncerter med melodier ønsket af skagboer og turister. Først spilles melodien igennem, og derefter kommer den igen en eller to gange med variationer. Klokkespillet betjenes elektrisk via et lille keyboard som tilsluttes klokkemaskinen på organistens kontor bag orgelet.

De små klokkespilskoncerter afholdes kl 12.00-12.15 på følgende dage

onsdag den 1. juli, onsdag den 8. juli, torsdag den 16. juli og torsdag den 23. juli